Wrapballer

Vi har i dag fået lavet de sidste wrapballer i engen. Nu har vi helt sikkert foder nok til vinteren. Glæder os nu til at få de sidste dyr hjem fra engen, samt begynde at få nogle dyr på stald.

Hjemme fra kimbrerskuet 2015

Vi har i weekenden været til kimbrerskuet i Aars. Det var et rigtig godt skue med stor kvalitet blandt de udstillede Charolais dyr. Dette gjorde også at Charolais klarede sig særdeles fremragende i konkurrencerne på tværs af racerne.

Vi havde som bekendt valgt at udstille 3 dyr. Bloksdal Laureat –ET blev nummer 2 i sit hold med 23 point og var med til ærespræmiekonkurrencen. Laureat vejede til skuet 510 kg.

Bloksdal Elana –ET blev ligeledes nummer to, med 23 point og deltog i ærespræmiekonkurrencen. Elana vejede til skuet 1117 kg – hvilket er meget imponerende idet hun er taget direkte fra græs.

Vanggaard Daddy –ET vandt sit hold og fik af dommeren også tilkendt 23 point. Daddy vejede til skuet 1511 kg.

I ærespræmiekonkurrencen blev Daddy blandt de 10 bedste og derved tildelt ærespræmie.

Laureat og Elana blev sendt ud i løbet af konkurrencen.

Det skulle senere vise sig de havde været i hold med bedste yngre tyr og bedste ko som samtidig med var skuet bedste dyr.Begge dyr kommer fra Familien Kristensen i Sønderjylland – så stort tillykke til dem med det flotte resultat. Ydermere skal der lyde et stort tillykke til andre udstillere med deres præmier og placeringer.

Tv2 Nord

I dag er fars fødselsdag. Det blev fejret med hele familien og Daddy var i både Tv2 Nord og Tv2 Nord Salto. Som optakt til weekendens Kimbrerskue i Aars var vi blevet kontaktet af Tv2 Nord om vi vil komme i studiet og fortælle lidt om klargørring og avl.

Vi havde Daddy med inde i studiet og det hele gik bare så fint. Det var en rigtig god og sjov oplevelse for os og en god eksponering af racen.

Fik du ikke set udsendelsen kan du se eller gense udsendelsen på følgende link.

Dyr hjem fra engen

Vi har over de sidste par weekender så småt begyndt at tage dyr hjem fra engen. Sommeren har som bekendt været meget våd og det er derfor ikke nemt forsat at have dyr i engen. Der er flere af dyrene som så småt begynder og skal have kalv også. Dyrene er fortrinsvis kommet på rajgræs herhjemme og går derfor forsat ude omkring gården.  

Champion har fået kalv

Bloksdal Champion har i dag fået en kalv. Champion fødte selv kalven på marken, i engen, mens vi var på arbejde. Så det var dejligt at hun kunne klare det selv. Kalven der er en tyrekalv er efter vores foldtyr Vanggaard Daddy –ET. Den var frisk og stod allerede op, da vi kom ned på engen for at hente ko og kalv hjem. Kalven er kommet til at hedde Bloksdal Lucky og han vejede 58 kg ved fødslen.

Høsten 2015 er slut

Så er høsten slut for vores vedkomne. Vi fik høstet i fredags og har så ladet det ligge og vendt det i går og i dag, i det gode vejr, før det blev presset. Vi har i alt fået 308 stk. minibigballer – så der skulle være godt med halm til vinteren og foråret. Udbyttet var cirka som det var sidste år, hvilket var rigtig fint, så alt i alt en god høst.

Bailey har fået kalv

Bailey har i dag født sin kalv nummer 7. Kalven er en kviekalv på 45 kg og er efter vores foldtyr Vanggaard Daddy -ET. Bailey har gået på engen over sommeren men vi hentede en hjem for 14. dage siden da vi vidste hun snart skulle kælve.

Hun har herhjemme gået i en lille indhegning udenfor. I morges da vi kom op havde Bailey selv født kalven og den var oppe at stå. Det er dejligt når de kan klare tingene selv. Kalven skal hedde Bloksdal Liqueur.

Kristina har fået en ET kalv

Vi har i dag fået endnu en ET kalv. Dette er den sidste af de embryoner vi købte af Charolais ungdom, for et par år siden i Herning. Kalven blev en tyrekalv på 42 kg. Kalven er efter Une Fleur X Bourgogne og skal hedde Bloksdal Linux VB -ET.

Hø og Wrap

Trods landsskue travlhed har vi i dag fået bjerget 50 stk. vrapballer og 340 stk. ”Morten Koch” baller hø. Vores gode nabo Kaj gjorde et stort stykke arbejde med at hjælpe os. Allerede nu har vi det samme antal baller som hele sidste år. Dette tyder godt for vinteren og giver mulighed for mindre indkøb af foder.

Hjemme fra Landsskuet 2015

Så er både dyr og mennesker kommet hjem til Ferslev efter nogle gode dage i Herning. Børnene startede allerede ude i søndags med at køre til Herning og sætte campingvognen op.

Tirsdag blev så dagen hvor dyrene og vi selv ankom. Resten af tirsdagen og onsdagen blev brugt på at ordne en masse småting og gøre dyrene klar til torsdagens bedømmelse.

Torsdag formiddag startede bedømmelsen og vores tyr Vanggaard Daddy –ET, var den første af vores tre dyr som skulle bedømmes. Der var fire store tyre i holdet. Dette års nye franske dommer Simon Perrot gav Daddy 23p og en 2. plads i holdet. Daddy vejede i år 1472 kg og opførte sig som altid fantastisk roligt og vel afbalanceret. Han er i øvrigt til salg, så står du og mangler en god og rolig avlstyr, kan Daddy være din nye tyr. Næste dyr der skulle i ringen var Bloksdal Ice. Hun var alene i sit hold. Ice fik 23p og rosende ord med på vejen. Vores sidste dyr var Martins gamle ko Bloksdal Unak –ET. Hun er efterhånden blevet 12,5 år. Hun blev i år nr. 2 i sit hold med 22p – overgået af skuet bedste dyr. Hun blev udstillet med sin kalv nummer 10 og vejede imponerende 1092 kg. Laban vejede 261 kg hvilket er ca. 1400 gram daglig tilvækst siden fødsel.

Til fredagens ærespræmiekonkurrence var der 20 dyr som skulle kæmpe om 9 ærespræmier. Bloksdal Charolais havde Daddy og Ice med til denne konkurrence. Hvilket desværre i år ikke rakte til en ærespræmie.

Til slut vil vi gerne takke alle som var med til at gøre dagene til Landskuet til nogle gode dage. Vi vil gerne ønske alle tillykke med deres placeringer i Herning. Særlig tillykke til Kristensen I/S som tog hele 4 ærespræmier og til Jan Larsen som havde bedste hun og han dyr.