Hjemme fra Hjørring dyrskue 2024

Vi har traditionen tro været på dyrskue i Hjørring.

Vi udstillede i år tre dyr og de klarede sig alle godt. Der var tilmeldt 29 Charolaisdyr på skuet.

Første dyr i manegen fredag morgen var Bloksdal Mirabelle -ET (Vaillant x Anabelle). Hun var i hold med to andre store og gode køer, som også blev rost meget af dommer Mads Bjerregaard. Mirabelle blev placeret på en anden plads og alle køer i holdet fik 23 point, og skulle senere deltage i ærespræmiekonkurrencen.

Vores næste dyr var Bloksdal Unika (Bloksdal Matador -ET x Bloksdal Opal). Unika var desværre alene i sit hold, men fik stadigvæk meget anerkendelse, fik derfor også 23 point og skulle derfor også senere deltage i ærespræmiekonkurrencen.

Sidste dyr i rækken var Bloksdal UltraBelle (Glasgow x Bloksdal Mirabelle -ET). Hun vandt sit hold med 23 point og skulle derfor også have været til ærespræmiekonkurrence, men pga. reglen i Hjørring om “kun” en ærespræmie pr. udstiller, blev hun bedt om ikke at deltage ift. logisk og pladsproblemer, hvilket vi synes er ærgerligt!

Til ærespræmiekonkurrencen blev Mirabelle ikke placeret, mens Unika kom ind på en samlet 4. plads og samtidig blev anden bedste kvie, hvilket gav en ærespræmie skænket af kødkvægsudvalget i LandboNord.

Vi vil gerne sige tak for et par gode dage i Hjørring og ser nu spændt frem til Landsskuet i Herning d. 4-6 juli 24.

Skriv et svar

Your email address will not be published.