Vi er nu kommet hjem fra Hjørring dyrskue. Bloksdal Charolais klarede sig enormt godt, på årets skue i Hjørring. Vores store tyr Vanggaard Daddy –ET, blev af den skotske dommer John Jeffrey kåret som bedste Charolais dyr på hele skuet. Daddy var alene i sit hold og blev i første omgang tildelt 23p, men til ærespræmiekonkurrencen strøg han også helt til tops og blev nr. 1. blandt de udstillede Charolais dyr. John Jeffrey valgte også at hæve ham til 24p og han deltog senere i interbreed konkurencen på tværs af racerne. Daddy vejede 1439 kg – hvilket er lidt mindre end han tidligere har gjort. Dette kan forklares med at vi i første omgang havde lukket ham ud sammen med køerne, da vi ikke regnede med at udstille ham på sommerens skuer. Martin og hans gamle ko Bloksdal Unak –ET klarede sig også flot. Unak var også alene i sit hold og fik med sin kalv Bloksdal Laban tildelt 23p. Dommeren var meget imponeret over Unak´ størrelse samt gang, specielt når man tager hendes alder i betragtning. Desuden hæftede han sig ved at hun havde en god kalv ved siden. Dette valgte han også at præmiere, ved at vælge Unak som det 4-5 bedste dyr på skuet i Hjørring. Derudover fik Unak en laurbær krans da hun blev udnævnt til avls dronning på Hjørring dyrskue. Avls dronning er en hæder som tildeles til køer som der har fået 10 levende kalve og som opnår minimum 22p på skuet.
Udover de to allerede omtalte dyr havde vi også to kvier med. Bloksdal Ice vandt sit hold med 22p. Iris de Bat blev nr. 5 ud af 6 og fik 21p. Alt i alt et rigtig godt skue for Bloksdal Charolais.
Vi ønsker alle udstillere tillykke med deres placering og ærespræmie.