Året der gik 2023

2024 nærmer sig med hastige skridt. Vi vil her på Bloksdal gerne kigge tilbage på året 2023, og komme med en lille beretning herom.

Vi har i år deltaget på tre dyrskuer og fået fem ærespræmier. Ærespræmierne er blevet tildelt disse fem forskellige dyr, hvilket vi er meget stolte over og siger noget om kvaliteten i vores besætning:

– Bloksdal Mirabelle -ET (Vaillant x Anabelle)

– Bloksdal Rosabelle (Glasgow x Bloksdal Mirabelle -ET)

– Bloksdal Taurus (Neptune JC x Bloksdal Jelena)

– Bloksdal Special Lady (Bloksdal Matador -ET V.B. x Bloksdal Milady)

– Bloksdal Opal (Cristal-DK x Bloksdal Hæmatit) med kalv efter Bloksdal Matador -ET V.B. (Vaillant x Anabelle) Første ærespræmie blev tildelt på dyrskuet i Hjørring i juni måned, hvor Mirabelle fik ærespræmie. Næste skue var Landsskuet i starten af juli måned. Her gik det ligeledes godt for besætningen, bedst dog for datter af Mirabelle (Bloksdal Rosabelle), der fik en samlet placering som nummer fem og anden bedste kvie på Landsskuet 2023. Afslutningsvis var der Kimbrerskuet i oktober måned hvor Taurus, Opal og Special Lady alle modtog ærespræmie. Bedst gik det for Special Lady, der også vandt prædikatet skuet bedste hundyr.

Foruden dyrskuer har vi solgt en hel del dyr både til slagt og til levebrug. Vi har solgt seks dyr videre til levebrug, mens vi har slagtet seks dyr. Vi vil gerne sige tak til både aftagere af kød, som er købt privat direkte fra slagteri, samt købere af levende dyr.

Vi har i år fået 13 kalve på 12 kælvninger. Vi ønsker fortsat at slanke vores besætning og har derfor løbende dyr til salg, hvorfor interesserede og besøgende altid er velkommen.

Vi har i det snart forgangne år afholdt to åbent hus med samlet over 125 besøgende. Vi planlægger at afholde endnu ét åbent hus sammen med Dansk Kødkvæg først i det nye år (d. 6 januar 24 kl. 10-16 red.), hvor besøgende er velkommen.

Vi har i skrivende stund over 700 følgere på Instagram og 2000 på facebook. Vi er glade for og stolte over, at I vil følge med i vores arbejde med de skønne hvide dyr.

Afslutningsvis vil vi gerne sige tak til alle andre gæster og besøgende vi har haft her på gården, men også folk vi har mødt rundt omkring på diverse skuer og i andre forbindelser.

Vi ønsker alle et Godt Nytår

Skriv et svar

Your email address will not be published.