Vi er nu kommet hjem efter en heftig dag i Aars. Vi havde tre dyr med, som alle fik fin karakteristik af den irske dommer, Martin Ryan.
Martins kvie, Bloksdal Ily, blev nummer tre i sit hold med 21p. Den var kommet i et skrapt selskab med to rigtige gode kvier og synede derfor måske lidt lille. Bloksdal Hæmatit blev nummer fire i sit hold og fik 22p. Hun blev dømt meget ned på hendes bevægelse – som heller ikke var helt i orden. Det har været hårdt for hende at stå bundet hele vinteren. Vores sidste udstillede dyr var Vanggaard Daddy -ET. Han vandt sit hold foran to andre store tyre og blev tildelt 23p.
Til ærespræmie konkurrencen blev han udnævnt til skuets bedste ældre Charolais tyr.
Vi ønsker alle tillykke med deres præmier og placeringer.
Et specielt tillykke til familien Kristensen fra Sønderjylland, som fik bedste ko og hele tre ærespræmier.