Hjemme fra Landsskuet 2019

Landsskuet – Dyrskuet i Herning 2019 er nu veloverstået. Det har været en god uge på trods af det meget ustadige vejr med både sol, regn og megen blæst.

Vi udstillede i år tre katalognumre. Første dyr i ringen der skulle bedømmes af den franske dommer David Riviere, var Bloksdal Matador -ET VB (Vaillant x Anabelle). Han vejede ved skuet 1143 kg. Matador blev nummer to i holdet og fik 22 point. En lidt hård start for vores ellers dejlige tyr.

Næste dyr i rækken var Bloksdal Opal (Cristal-DK x Bloksdal Hæmatit). Hun vejede på skuet 683 kg og blev nummer fire med 22 point i et stort hold fantastisk kvier.

Sidste skud i bøssen var så Bloksdal Mirabelle – ET (Vaillant x Anabelle), som på skuet vejede 907 kg. Hun blev lidt skuffende placeret som nummer tre, i et hold med ekstraordinært gode kvier. Hun fik dog 23 point og skulle senere deltage i ærespræmiekonkurrencen. Her skulle 23 Charolais dyr barberes ned til elleve præmierede dyr. Mirabelle blev på trods af sin tredje plads i holdet, placeres ind som en flot nummer ni, hvilket gav en ærespræmie fra J Hundahl i Thisted. Dette var den femte ærespræmie på Landsskuet “The National Show” indenfor de sidste fem år, med fire forskellige dyr. Hvilket vi er meget stolte af og tyder på vores avlsarbejde går rigtig godt.

Om fredagen deltog Anders og Martin i Danmarksmesterskabet i mønstring. De klarede sig begge to rigtig godt, med Anders i top ti og Martin i top fem.

Til slut vil vi gerne takke alle som var med til at gøre dagene til Landsskuet  til nogle gode dage, vi i Bloksdal Charolais har i hvert fald nydt alle dagene i Herning. Vi vil gerne ønske alle tillykke med deres præmier og placeringer.

HUSK at du på vores facebook-side kan se eller gense bedømmelsen, ærespræmiekonkurrencen og auktionen. Billederne fra skuet er tilgængelige her på hjemmesiden under “fotoalbum”.

Skriv et svar

Your email address will not be published.