Hjemme fra Landsskuet 2015

Så er både dyr og mennesker kommet hjem til Ferslev efter nogle gode dage i Herning. Børnene startede allerede ude i søndags med at køre til Herning og sætte campingvognen op.

Tirsdag blev så dagen hvor dyrene og vi selv ankom. Resten af tirsdagen og onsdagen blev brugt på at ordne en masse småting og gøre dyrene klar til torsdagens bedømmelse.

Torsdag formiddag startede bedømmelsen og vores tyr Vanggaard Daddy –ET, var den første af vores tre dyr som skulle bedømmes. Der var fire store tyre i holdet. Dette års nye franske dommer Simon Perrot gav Daddy 23p og en 2. plads i holdet. Daddy vejede i år 1472 kg og opførte sig som altid fantastisk roligt og vel afbalanceret. Han er i øvrigt til salg, så står du og mangler en god og rolig avlstyr, kan Daddy være din nye tyr. Næste dyr der skulle i ringen var Bloksdal Ice. Hun var alene i sit hold. Ice fik 23p og rosende ord med på vejen. Vores sidste dyr var Martins gamle ko Bloksdal Unak –ET. Hun er efterhånden blevet 12,5 år. Hun blev i år nr. 2 i sit hold med 22p – overgået af skuet bedste dyr. Hun blev udstillet med sin kalv nummer 10 og vejede imponerende 1092 kg. Laban vejede 261 kg hvilket er ca. 1400 gram daglig tilvækst siden fødsel.

Til fredagens ærespræmiekonkurrence var der 20 dyr som skulle kæmpe om 9 ærespræmier. Bloksdal Charolais havde Daddy og Ice med til denne konkurrence. Hvilket desværre i år ikke rakte til en ærespræmie.

Til slut vil vi gerne takke alle som var med til at gøre dagene til Landskuet til nogle gode dage. Vi vil gerne ønske alle tillykke med deres placeringer i Herning. Særlig tillykke til Kristensen I/S som tog hele 4 ærespræmier og til Jan Larsen som havde bedste hun og han dyr.

Skriv et svar

Your email address will not be published.