Ny kalv

Martins unge ko Bloksdal Special Lady (Bloksdal Matador -ET V.B. x Bloksdal MiLady) har fået sin anden kalv. Det blev en kviekalv på 47 kg efter Glasgow (Apache x Dentelle).

Special Lady er fra d. 2. April 2021 og har hendes unge alder til trods oplevet at blive hædret med de maksimale 24 point fire gange i hendes liv. Glasgow er en showtyr fra Frankrig og hans stamtavle indeholde navne som Bourgogne og Major. Det er derfor en kalv, som vi ser meget frem til at følge. Kalven skal hedde Bloksdal Anaïs og får nr. 441.

Dyr på græs

Vi har i weekenden lukket de første dyr i engen. Det er lidt senere i år end tidligere på grund af vaccination, men det er dejligt at få dyrene ud på græs.

Aktiv avlsbesætning

Bloksdal Charolais har igen bestået kravene til at være aktiv avlsbesætning. Det er så 25 gang i træk at vi kan bryste os af det. Det er noget vi er meget stolte over. Alle 25 certifikater hænger i stalden. Begrebet “aktiv avlsbesætning” er nogle kriterier som skal opfyldes mht vejning, kåring og brug af insemination af kreaturer. Karsten var en af initiativtagerne i 1999 til oprettelsen af dette.

Klovbeskæring

Vi har som vanligt haft besøg af vores faste Klovbeskære, Fjellerad Klovbeskæring ved Palle Christiansen. Dette gør vi minimum én gang om året før udbinding. Vi havde flere igennem boksen, som alle klarede det godt. Nu venter vi bare på noget bedre vejr, således vi kan få lukket nogle dyr ud i engene.

Vi har i weekenden lukket porten

Historisk sent har vi lukket muligheden for dyrene kunne gå ind og ud. Dyrene opholdte sig stort set ikke ude i det kolde vejr, og de ville have godt af at komme ind og blive klippet og danne “ny” pels, så de er klar til det forstående forår.

Straks efter porten var lukket og dyrene blevet flyttet i deres respektive hold gik Kristina igang med en af sine ynglings beskæftigelser; nemlig at klippe kreatur. Så nu er alle dyr nyfriseret og fået lækkert nye strøelse.

Ny kalv

Besætningens ældste ko Bloksdal Jelana (Utrillo-BP x Bloksdal Elana -ET) fra d. 6. April 2014, har fået sin niende kalv.

Tidligere på ugen fødte hun selv en levende tyrekalv. Kalven er født ca. tre uger for tidlig og var derfor ikke for stor og lidt slap, men ellers frisk på livet. Kalvens far er vores tidligere foldtyr Tornado P Hvirring (Indou PP x Polka Hvirring P).

Kalven får nr. 440 og skal hedde Bloksdal Alene.

Året der gik 2024

2025 nærmer sig med hastige skridt. Vi vil her på Bloksdal gerne kigge tilbage på året 2024, og komme med en lille beretning herom.

Vi har i år deltaget på tre dyrskuer og fået ærespræmier på dem alle. I modsætning til sidste år hvor vores fem ærespræmier blev tildelt forskellige dyr, er det i år et enkelt dyr som har overstrålet de andre:

– Bloksdal Unika (Bloksdal Matador -ET V.B. x Bloksdal Opal)

Første ærespræmie blev tildelt på @Kødkvægskue Nord tilbage i marts måned. Det næste skue var Hjørring dyrskue i juni og til sidst var det Landsskuet i starten af juli måned. Her lykkes det ikke blot Bloksdal Unika at vinde ærespræmie, men også prædikatet Danmarks bedste Charolais kvie og anden bedste Charolais dyr på skuet. Der blev som bekendt ikke afholdt kimbrerskuet i år.

Foruden dyrskuer har vi solgt en hel del dyr både til slagt og til levebrug. Vi har solgt fem dyr videre til levebrug, mens vi har slagtet ni dyr. Vi vil gerne sige tak til både aftagere af kød, som er købt privat direkte fra slagteri, samt købere af levende dyr.

Vi har i år fået ti kalve på ni kælvninger og forventer cirka samme antal i det kommende år, afhængig af vores embryoner, kan tallet blive lidt højere.

Vi har i det snart forgangne år afholdt ét åbent hus sammen med Dansk Kødkvæg tilbage i januar måned med fint antal besøgende.

Vi har i skrivende stund 731 følgere på Instagram og næsten 2100 på facebook. Vi er glade for og stolte over, at I vil følge med i vores arbejde med de skønne hvide dyr. I år havde vi særligt en video, hvor far klapper en ko med kalv på marken, som gik viral. Videoen er nået ud til over 105.000 mennesker worldwide og set over 134.000 gange mens over 5000 har interageret på den.

Vi har to gange i år haft besøg af gode venner fra Frankrig. Valériane Hervais og familien Sallé tog alle den lange vej til Danmark med blandt andet et ønske om at besøge os. Dette er vi glade for og i den forbindelse vil vi også gerne sige tak til alle andre gæster og besøgende vi har haft her på gården, men også folk vi har mødt rundt omkring på diverse skuer og i andre forbindelser.

Vi ønsker alle et Godt Nytår

TurBeau er solgt

Bloksdal TurBeau (Neptune JC x Bloksdal Mirabelle -ET) er blevet solgt. TurBeau er i dag blevet hentet og kørt til sine nye ejere Ulla og Kristian Pedersen fra Mørke på Djursland.

TurBeau er en meget speciel tyr for os og helt generelt. Hans far, Neptune JC, vandt i Frankrig prædikatet bedste charolais tyr i 2019, og er en tyr med en stamtavle med alt det bedste fra Charolais moderland. 

TurBeaus mor er Bloksdal Mirabelle -ET (Vaillant x Anabelle). Vaillant er også en meget anerkendt fransk tyr med mange showvinder i Frankrig og Spanien. Hans far Port Royal er det ligeså. Hans mor Anabelle var selv en stor udstillingsko og har avlet mange prima dyr ved Elevage Sallé charolais.

Foruden den åbenlyse genetik som er helt i top, så er hans temperament det også. Desværre for os har vi mange hundyr, som er i familie med ham, hvorfor han ikke kan tjene som tyr hos os. 

Vi er derfor glade for han nu skal ned til Ulla og Kristian. Vi håber det bliver et godt match, ønsker held og lykke samt siger tak for handlen.

Tornado død

Vores foldtyr Tornado P Hvirring, er desværre i dag gået bort. Vi købte Tornado tilbage i december 2023 hos Jette og Bjarne Pagh. Tornado var en dejlig tyr med et godt temperament efter den fransk polled tyr Indou PP. og med en imponerende årsvægt på 570 kg. Han har af ukendt årsager raget en sygdom til sig (vomlammelse) som vi har forsøgt at behandle på igennem vores dyrlæge. Desværre har dette ikke være tilstrækkeligt og han har i dag forladt os.

Første embryon ilagt

Vi har i denne uge lagt det første af fire nye embryoner i en rugemor ved Jørgen Elkjær. Embryonerne er købt ved Elevage Sallé Charolais i Frankrig, som vi tidligere også har haft stor succes med at købe embryoner hos. Det første embryon, der er ilagt, er efter Vaillant x Sylvette, og vi venter derfor nu spændt for at se, om vi får en drægtighed ud af dette.