Bloksdal Miva (Bloksdal Juvel x Bloksdal Diva) har endnu engang født en kalv let og uden hjælp. Det blev en kviekalv på 46 kg, efter den fransk polled tyr Onedream P (Luther P x Honorable). Det er den anden kalv i Danmark efter ham.
Hun skal hedde Valeriane P og får nr. 436.
Miva fødte hende om natten ude på marken.
Hendes kælvningsinterval er på kun 322 dage. Dette vidner om en stærk ko, som fungerer perfekt og der er kun brugt godt 1 inseminering pr. drægtighed – hvilket i det store hele gør sig gældende for alle hendes kalve.
Fire ud af de syv kalve er solgt til avl. Alle kalve er fødte uden hjælp og med flotte 200 og 365 dages vægte.
okt 05
Miva har fået sin syvende kalv
sep 13
Endnu et besøg fra Frankrig
Tilbage i juni måned havde vi besøg fra Frankrig. Dengang var det familien Sallé, der var på besøg. Denne gang har vi også fået besøg af en “gammel” kending. Vi har haft besøg af Valériane Hervais, som sidst var i Danmark for 10 år siden ifm. hendes uddannelse. Dengang boede hun bl.a. i en periode hos os og hjalp til på et par dyrskuer.
Nu er hun i Danmark igen. Efter en ferie på Island vil hun gerne besøg sine danske venner, før hun igen skal hjem til Frankrig. Dejligt at kunne gengælde lidt, af den enorme venlighed vi altid møder i Charolais hjemlandet.
sep 03
Dyrskuesæsonen 2024 er ovre.
Vi har netop fået følgende pressemeddelelse, som desværre aflyser Kimbrerskuet 2024 i Aars. Det aflyses pga. den aktuelle situation med bluetongue.
Vi havde ellers tilmeldt to kvier samt to ældre køer med kalve, som vi havde glædet os til at udstille.
sep 01
Høsten 2024
Vi kan nu melde høsten 2024 overstået for vores vedkommende.
Udbyttet var super godt for rapsen, hveden gav fint og vårbyg var under middel.
Vi har også det halm til strøgelse og wrap til fodring, somvi skal bruge.
Tak til Gregers Jensen og Holger Jensen for at høste samt Mogens Nielsen for at presse halm og John Quist for at lave wrap.
aug 27
Mirabelle har fået kalv
For én uges tid siden kom vi ud til Bloksdal Mirabelle -ET (Vaillant x Anabelle) om morgenen. Hun gik ude i indhegning omkring gården, da hun snart skulle have kalv. Det viste sig at være tættere på end ventet, idet hun om morgenen selv havde født en kalv. Mirabelle og hendes nye kviekalv på 55 kg blev herefter fragtet på stald, hvor kalven fik sin første tår mælk.
Det var Mirabelles fjerde kviekalv på fem kælvninger og hendes kælvningsinterval er på 373 dage.
Den nye kalv er efter den franske tyr Heracles (Royal Excelent x Demoiselle). Kalven får nummer 435 og skal hedde VeryBelle.
jul 18
Uman solgt
Vi har i dag fået afhentet Bloksdal Uman (Bloksdal Matador -ET V.B. x Bloksdal MiLady). Han er helbror til Bloksdal Special Lady, som vi har udstillet ad flere omgange og som bl.a. fik 24 point til Hjørring dyrskue, Landsskuet og Kimbrerskuet i 2022.
Han er solgt til Hanne og Ole Hansen fra Hovedgaard. De har tidl. købt tyr hos os (Bloksdal Isbjørn II red.), som de var så glade for ham, at han er foreviget i en stor skuldertatovering.
Vi håber, at Uman bliver et mindst lige så godt match, ønsker held og lykke samt siger tak for handlen.
jul 09
Danmarks bedste Charolais kvie har fået en halvsøster.
Vi har fået en ny kalv. Vores ko, Bloksdal Opal (Cristal-DK x Bloksdal Hæmatit), der til Kimbrerskuet 2023 fik 23p, vandt sit hold og blev skuets femte bedste Charolais dyr, har født en kviekalv. Den lå bagved hende, da vi kom ned på engen for at skulle hente hende hjem. Opal er mor til Bloksdal Unika, som er efter Bloksdal Matador -ET V.B. (Vaillant x Anabelle), og som til det netop afsluttede Landsskue 24 vandt prædikatet Danmarks bedste Charolais kvie og anden bedste Charolais dyr. Vi synes derfor det er en meget spændende kalv, vi har fået.
Faren til kalven er Bloksdal TurBeau (Neptune JC x Bloksdal Mirabelle -ET). Kalven vejede 50 kg, får nr. 434 og skal hedde Bloksdal Violet Flame Opal.
jul 07
Hjemme fra Landsskuet 2024
Vi er nu alle godt og sikkert hjemme fra et dejligt Landsskue. Et skue der bar præg af det meget omskiftelige vejr, med store regnbyger og vind stor dele af tiden, men også opholdsvejr med mild sommervejr.
Vi deltog som bekendt med tre katalognummer, som alle klarede sig godt.
Første dyr i manegen torsdag formiddag var Bloksdal UltraBelle (Glasgow x Bloksdal Mirabelle -ET). Hun vandt sit hold, fik 23 point og rosende ord med på vejen af dommer Theo Chezeau fra Frankrig. Næste dyr var Bloksdal Unika (Bloksdal Matador -ET V.B. x Bloksdal Opal). Hun vandt ligeledes sit hold, fik også rigtig god karakteristik og 23 point. Sidste dyr var Bloksdal Special Lady (Bloksdal Matador -ET V.B. x Bloksdal MiLady) med hendes kalv. I et sjældent set hold gode unge køer, blev hun nummer tre. Men også med 23 point og med adgang til ærespræmiekonkurrencen.
I denne var der i alt 25 dyr, hvor de sidste otte modtog ærespræmie. Her sluttede Bloksdal UltraBelle og Bloksdal Special Lady udenfor oprangering, mens Bloksdal Unika røg næsten helt til tops, kun overgået af den senere interbreed vinder fra Neergaard Charolais. Hun kan derfor smykke sig med titlen Danmarks bedste Charolais kvie og opkvalificering til de magiske 24 point. Det er tredje år i streg vi er med helt fremme omkring denne titel. Sidste år fik vi anden bedste kvie, mens vi i 2022 ligeledes vandt prædikatet skuets bedste Charolais kvie.
Vi hos Bloksdal Charolais vil gerne takke for nogle gode dage med venner, kollegaer og familie. Alle ønskes tillykke med deres præmier og placering. Særlig tak til VikingDanmark som har skænket vores ærespræmie.
jul 01
Besøg fra Frankrig
Som optakt til dette års Landsskue, har vi i denne uge haft besøg fra Charolais’ højlandet, Frankrig.
Det er forældrene til den kendte avler og dommer Pierre-Yves Sallé, der har Elevage Sallé Charolais, som har været på besøg. De har kørt med deres autocamper til Danmark. Her havde de bl.a. et ønske om at besøge os og vores besætning. Vi har tidligere købt flere embryoner fra deres besætning og faktisk har ca. halvdelen af vores besætning i dag gener fra netop dem. Her kan bl.a. nævnes følgende:
– Bloksdal Linux – ET (Bourgogne x Une Fleur)
– Bloksdal Mirabelle -ET (Vaillant x Anabelle)
– Bloksdal Matafor -ET (Vaillant x Anabelle)
Foruden os skulle de besøge et par andre besætninger her i landet og vil så slutte deres tur i Danmark med at se Landsskuet.
Vi nød dagen med dem og glæder os til at møde dem igen på Landsskuet.
jun 26
Landsskuet 2024
Om én uge drager vi igen på dyrskue, denne gang The National Show, Landsskuet i Herning.
Vi har i år valgt at deltage med fire dyr (tre katalognumre.
Første dyr en unge kvie, Bloksdal UltraBelle (Glasgow x Bloksdal Mirabelle -ET), der er fra d. 13.08.23 og derfor kommer i kviehold fra 9-12 mdr. Hun er i hold med tre andre meget jævnaldrende kvier.
Næste dyr er ligeledes en kvie, Bloksdal Unika (Bloksdal Matador -ET V.B. x Bloksdal Opal). Hun er fra d. 04.04.23 og kommer derfor netop i kvieholdet fra 15-18 mdr. sammen med to andre. Havde hun være født én dag senere var hun kommet i holdet 12-15 mdr.
Sidste dyr i rækken for vores vedkommende er en ung førstekalvs ko med kalv. Hun er fra d. 02.04.21 og har kælvet den 02.02.24, hvilket gør hende til den yngste ko i holdet, men også den der har kælvet senest. Det bliver derfor spændende, hvordan Bloksdal Special Lady (Bloksdal Matador -ET V.B. x Bloksdal MiLady) og hendes kviekalv Bloksdal Victoire efter Lorisini klare sig mod de tre andre unge køer og deres kalve.
Vi glæder os i hvertfald til nogle hyggelige dage med venner og kollegaer i Herning.
På nedenstående link kan du se hele kataloget:
https://landsskuet.dk/…/Katalog-koedkvaeg-samlet-2024.pdf