Dyr på græs

Vi har på påskens sidste dag lukket de første dyr ud i engen. Vi har lukket tre køer med deres kalve ud sammen med vores foldtyr Linux.

Dyrene kom ligeledes ud d. 22 april sidste år, men det må siges, at være først på året på vores jorde. Afhængig af vejret vil vi de kommende uger sætte flere dyr ud i engene omkring Ferslev, således det kun vil være slagtekalve og dyrskue dyr, som vil gå derhjemme ?

#bloksdal #charolais #bloksdal_charolais #charolaisdenmark

Første kalv efter Matador

En begivenhedsrig dag er ved at være ovre. Dagen startede med en besværlig kælvning, som krævede dyrlæge. 

Koen, der skulle kælve, var Bloksdal Jæmatit (Bloksdal Hæmatit x Bourgogne). Grunden til fødslen var besværlig var, at det var en såkaldt sædefødsel. Med stor hjælp fra dyrlæge Anders Bundgaard fra Dyrlægerne Himmerland fik vi en levende kviekalv.

Kalven er den første kalv efter Bloksdal Matador -ET VB (Anabelle x Vaillant).

Den vejede 58 kg ved fødslen, får nummer 377 og skal hedde Bloksdal Perle ?

#bloksdal #charolais #bloksdal_charolais #charolaisdenmark

Ingen drægtigheder på 2 embryoner

Vi har i dag desværre måtte konstatere at ingen af de to indkøbte embryoner efter Brésilienne og Major, er blevet til drægtigheder

#bloksdal #charolais #bloksdal_charolais #charolaisdenmark

Klovbeskæring

Vi har i dag fået klovbeskåret flere af vores dyr så de er klar til at komme på græs i den kommende tid eller med på dyrskue.

Tak til Fjellerad Klovbeskæring ved Palle Christiansen for god service og behandling.

#bloksdal #charolais #bloksdal_charolais #charolaisdenmark

Bloksdal i TV2Nord

Som vi skrev om for nogle uger siden, havde vi haft besøg af TV2 Nord og Mogens Jørgensen. De skulle lave et indslag i forbindelse med deres 30 års jubilæum.

I 2006 havde vi Mogens med på Hjørring Dyrskue. Denne udsendelse, hvor Mogens primært fulgte Kristina, var en af TV2 Nords mest sete udsendelser i “Mogens kom forbi” nuværende “Mogens på Mission”.

Her 13 år efter vil de gerne se hvordan det går med dyrene og Kristina. Udsendelsen løb over skærmen her til aften og kan ses eller genses på nedenstående link.

https://www.tv2nord.dk/tv2-nord-30-ar/2006-mogens-pa-hjorring-dyrskue-710?autoplay=1#playerh

#bloksdal #charolais #bloksdal_charolais #charolaisdenmark

Tyrekalv solgt til avl

Vi har i dag solgt Bloksdal Ole (83459-00362). Ole er tvilling og efter Bloksdal Ily (Bloksdal Unak -ET x Candyman Sørup) og Bloksdal Linux -ET VB (Une Fleur x Bourgogne).

Vi har solgt ham til Ulla og Christian Pedersen, Mørke. Vi håber at Ole, Ulla og Christian bliver et godt match, ønsker held og lykke og siger tak for handlen.

Vi har fortsat flere rigtig lovende ungtyre til salg samt hundyr i forskellige aldre.

Ved interesse tjek www.bloksdal.dk, kontakt os online eller pr. telefon.

#bloksdal #charolais #bloksdal_charolais #charolaisdenmark

Endnu et sæt tvillinger

I går fik vi denne kviekalv efter Bloksdal Linux -ET VB (Une Fleur x Bourgogne) og Bloksdal Ily (Bloksdal Unak -ET x Candyman Sørup).

Ily havde selv født, den da vi kom ud om morgenen. Desværre var der en tyrekalv mere, som lå med hoved over ryggen, som vi ikke kunne få ud i tide. 

Dette var andet år i træk at Ily fik tvillinger. Kalven får navnet Bloksdal Pjok, vejede 37 kg og får nr. 376.

Bloksdal Holly V.B. har fået kalv

Kristinas ko, Bloksdal Holly VB (Bloksdal Smilla x Aros Hvirring), fik fredag aften tvillinger. Den første kalv kom selv og blev født ret hurtigt, mens den næste måtte have hjælp, da den var baglæns født. Kvierne der er efter Bloksdal Linux -ET VB (Une Fleur x Bourgogne) vejede 37 og 45 kg og skal hedde Pippa (374) og Pippi (375)

NYT LOGO og NY HJEMMESIDE ?

NYT LOGO og NY HJEMMESIDE Martin er igang med at opdatere vores hjemmeside www.BLOKSDAL.dk

Den skulle således gerne bliver mere tidsvarende og nemmere at navigere rundt i. Derudover skulle den gerne “snakke” mere sammen med vores andre platforme og blive gjort international, således folk der ikke kan læse dansk også kan forstå den.

Vi håber I vil tage godt imod dette og være tålmodige i forhold til evt. små “børnesygdomme” – skriv endelig hvis du oplever problemer med denne.

Mvh Bloksdal Charolais

Besøg af TV2NORD

Vi har i dag haft besøg af Mogens Jørgensen fra TV2 Nord. De er igang med at lave en reportage i forbindelse med deres snarlige 30 års jubilæum.

I 2006 havde vi Mogens med på Hjørring Dyrskue. Denne udsendelse, hvor Mogens primært fulgte Kristina, var en af TV2 Nords mest sete udsendelser i “Mogens kom forbi” nuværende “Mogens på Mission”. Derfor vil de i forbindelse med deres jubilæum se og høre hvordan det går os og Kristina i dag.

Udsendelse kommer i tv og på nettet engang til april.