Helt høj på weekendens dyrskue glemte vi helt at fortælle, at vi også fik en ny kalv. Kristinas kvie, Bloksdal Pippi V.B. (Bloksdal Linux -ET V.B. x Bloksdal Holly V.B.), fødte selv natten til lørdag en tyrekalv. Kalven er efter den svensk polled tyr, VB Gustav. Den vejede 35 kg ved fødslen får nummer 409 og skal hedde Bloksdal Svend P.
okt 10
Hjemvendt fra et fantastisk skue i Aars.
Kimbrerskuet 2021 blev en stor succes for Bloksdal Charolais.
Vi udstillede fem katalognumre. Første dyr i ringen var Bloksdal Ronaldo P (Japon Sc x Bloksdal Miva). Ronaldo var i hold med tre andre gode tyre, hvor han fik god karakteristik af den franske dommer og fik 23 point. Næste dyr i ringen var Bloksdal Roman (Bloksdal Matador -ET V.B. x Bloksdal MiLady). Roman er en anden type tyr end Ronaldo, og dommeren synes han havde lidt for grove lemmer, men massere af kød de rigtige steder. Næste dyr var Bloksdal Rosabelle (Glasgow x Bloksdal Mirabelle -ET). Hun var i et stort hold med otte andre fantastiske kvier. Hun ender som treer i holdet, men tæt løb mellem de tre øverste.
Næste kvie var Bloksdal Piña Colada (Bloksdal Linux -ET V.B. x Bloksdal Liqueur). Hun var i hold med fire andre gode kvier. Hun vandt holdet og fik 23 point. Afslutningsvis skulle Bloksdal MiLady (Vanggaard Daddy -ET x Bloksdal Unak -ET) i ringen sammen med hendes kalv Special Lady. Hun var i hold med to andre køer med kalv og vandt sit hold med 23p.
Det endte derfor med, at alle vores fem udstillede katalognumre skulle til ærespræmiekonkurrence. Her var det fra morgen af pointeret, at det var en ny konkurrencen, og at der derfor godt kunne blive bytter rundt på dyrene ift. bedømmelsen tidligere på dagen. Til ærespræmiekonkurrencen ender det med, at Bloksdal Ronaldo P bliver skuet femte bedste dyr og får prædikatet skuets bedste yngre tyr. Derudover bliver Bloksdal MiLady og hendes kalv Special Lady nummer otte og modtog derfor også ærespræmie. Pina Colada og Rosabelle blev placeret som nummer 10 og 13.
Vi valgte at have både Roman og Ronaldo til salg og de blev begge solgt. Stort tillykke og tak for handlen til Rene Andersen i Vejen og Tommy Jensen i Havndal.
Alt i alt en fantastisk weekenden for os. Det var dejligt at komme på udstilling igen og møde gode venner og kollegaer. Bloksdal Charolais ønsker alle tillykke med deres præmier og placeringer.
// Billederne vi tog på skuet vil forhåbentlig blive lagt op her på siden og på vores facebook sider i den kommende ugen. I mellemtiden kan man se eller gense vores liveudsendelser fra bedømmelsen og ærespræmiekonkurrencen på facebook.
okt 04
Ny polled kalv
Vi har i dag fået endnu en ny polled kviekalv. Denne gang var faren den fransk polled tyr Japon Sc. Moren var Anders’ ko Bloksdal Miva (Bloksdal Juvel x Bloksdal Diva). Miva er bl.a grund af sit høje S-indeks på hele 123 udvalgt som potentiel tyremor af Danmarks Charolaisforening. Det høje S-indeks har hun bl.a. fået ved at være en fantastisk mor, hvilket hun også viste sig at være denne gang. Hun fødte nemlig den 54 kg tunge kalv selv uden hjælp. Kalven var frisk og var efter kort tid selv oppe at stå og få mælk. Anders har besluttet, at kalven skal hedde Bloksdal Silvia P (408).
sep 29
Polled kalv
Vi har i dag fået endnu et nyt Bloksdal medlem. Bloksdal Olana (Bloksdal Linux -ET V.B. – Bloksdal Jelena) har nemlig fået kalv. Olana havde selv fået kalv, da Karsten kom ud om morgenen for at fodre. Kalven er en polled kviekalv efter Uvejr Av Strömsnäs og vejer 43 kg ved fødslen. Den får nr. 407 og skal hedde Bloksdal Solana P.
sep 19
Klovbeskæring
Vi har igår haft besøg af vores faste klovbeskære, Fjellerad Klovbeskæring ved Palle Christiansen. Vi har fået beskåret flere af de dyr, som vi skal udstille til Kimbrerskuet samt et par andre, som ikke blev beskåret ved udbinding.
sep 07
To kælvninger
Vi har i nogen tid gået og ventet på at Iris skulle have kalv – forventet kælvning var 14. August. Vi har undersøgt hende flere gange for bl.a. børslyngning, men alt virkede normalt. Den anden dag føder hun desværre en deform tyrekalv på 55 kg. Vi formoder det er derfor hun er gået over tid.Et par dage efter ser vi at Bloksdal Jæmatit -ET (Bourgogne x Bloksdal Hæmatit) ligger på marken for sig selv derhjemme. Da vi kommer ned til hende har hun lige har fået en frisk kviekalv efter Major (Berlioz x Charmille) på 52 kg. Kalven får nummer 406 og skal hedde Bloksdal Surprice.
aug 09
Venter på kælvning
Mens vi venter på det bliver høstvejr venter vi også på, at Kristinas ko Iris de Bat fra Karsten Kjærgaard skal have kalv. Hun skal have kalv efter den polled franske tyr Japon Sc. Vi har lige slagtet Iris’ tyrekalv fra sidste år, som var efter Bloksdal Linux -ET V.B. (Bourgogne x Une Fleur). Han vejede fantastiske 401 kg slagtet og gik i klassificering 14 blot 12,5 mdr gammel.
jul 11
Kimbrerskuet 2021
Kimbrerskuet meddelte for ca. 14 dage siden, at de planlægger at afholde det årlige skue i Aars d. 8-9. oktober 2021. Vi har forhåndstilmeldt fire katalognumre og er i øjeblikket ved at finde ud af, hvem det skal være.
jul 02
Landsskuet 2021
I går og i dag (og forhåbentlig i morgen) skulle vi have været i ringen med vores dyr til det årlige Landsskue i Herning. Dette blev igen i år aflyst pga. pandemien.Heldigvis har vi dette gode minde med Bloksdal Mirabelle -ET (Vaillant x Anabelle) som fik ærespræmie som kvie i 2019. Tiden er gået og som du kunne se på vores facebook siden i går, er Mirabelle i dag en stor anden kalvs ko.
jun 19
Sidst på sæsonen eller først på sæson?
Det er det gode spørgsmål. Vi har normalvis kælvningssæson fra oktober til marts, så faktum er at denne kalv er født udenfor vores normale sæson. Heldigvis og vigtigst er det, at vi fik en sund og frisk kalv og alt forløb, som det skulle. Det er Martins kvie, Bloksdal Olympia (Bloksdal Linux -ET V.B. x Bloksdal Champion), der har fået sin første kalv. Kalven er en kviekalv på 45 kg efter Bloksdal Matador -ET V.B. (Vaillant x Anabelle). Det var Kristina og Martin der tog imod kalven, sammen med Kristinas gode veninde og kollega Karina, da Helle og Karsten var på weekend i Sønderjylland. Kalven har gener fra Elevage Sallé Charolais i to led, idet både Linux og Matador er embryoner købt hos dem. Det er derfor oplagt at kalven skal hedde Bloksdal Sallé Star og får nr. 404.