Ålestrup

Bloksdal Garfield V.B. er i dag indgået i forsøg på Ålestrup Avlsstation. Vægten var 409 kg, hvilket er over gennemsnit. Indgang i forsøg starter ved 7,5 mdr. Nu må vi så bare håbe at han klarer afprøvningsperioden godt. Han har den Uvejr som far og Bloksdal Unni V.B. som mor.

Fantastisk 200 dgs. vægt

Vi har i dag indberettet vores største 200 dages vægt nogensinde. Det er vores dyrskue kalv Bloksdal Hæmatit, som har slået Bloksdal Unaks “rekord” på 329 kg. Vi indberettede vægten fra Landsskuet i Herning. Den gav Hæmatit en 200 dages vægt på 407 kg. Dette synes vi, er helt fantastisk, bl.a. set i lyst af at hun ingen særbehandling har fået. Hun har fået mælk fra sin mor, Bloksdal Diamant -ET, og spist græs samt gået i kalveskjulet. Hematit har Utrillo som far og Invincible som morfar.

Hjemme fra Landsskuet 2012

Vi er kommet hjem fra Landsskue i Herning. Det var nogle gode dage med gode oplevelser. Vi måtte desværre lade Frida blive hjemme. Hun havde trådt en sten op mellem klove på vaske pladsen i Hjørring og derfor blevet behandlet af dyrlæge. Bloksdal Diamant -ET og hendes kalv Hematit fik 22 point og vinder i holdet. Diamant vejede 920 kg og kalven vejede som lige godt 5 mdr. 324 kg, hvilket er fantastisk. Bloksdal Elana -ET vejede 1030 kg, hvilket er godt til 1 første kalvs ko. Hun fik 22 point og var alene i holdet. Krydsningstyrene mellem Charolais og RDM. vejede 510 og 534 kg. Dette giver 1489 og 1555 gram daglig tilvækst. De er 10,5 mdr. gamle. De var dermed gode repræsentanter for dette krydsnings arbejde. Vi vil gerne ønske alle udstillere og deres dyr tillykke med resultaterne.

Solgt tyr

Vi har i dag solgt en tyr til avl. Den er efter Bloksdal Elana -ET og Lorsini. Han vejede 555 kg på 10,5 mdr. hvilket vi synes er rigtig godt. Vi ønsker Harald Pedersen held og lykke med tyren, og håber han giver gode kalve.

Wrapballer

Vi har fået lavet 60 vrapballer. Det er ikke nemt at lave hø i år, og vi skal jo til Landsskue i næste uge. Vi valgte at lave græsset i vrapballer, da det var tiden at få det slået. Det hjælper da allerede godt på foder til vinteren.

Dødfødt kalv

Vi havde i dag et uheld med en kvie kælvning. Moderen havde en børslyngning, som vi ikke opdagede hurtigt nok. Kalven var også baglæns født, så det resulterede desværre i en død kviekalv.

Ålestrup

Vi har i dag sendt en tyrekalv til Ålestrup Avlsstation. Han er efter Bloksdal Unni V.B. og Uvejr.

Unni blev årets avlsko til Danmarks Charolais forening årsmøde i 2012. Tyrekalven hedder Bloksdal Garfield. Indgangsvægt på Ålestrup som 180 dage gammel er 340 kg. Det er en ok vægt, så han bliver spændende at følge.

Salg af dyr

Vi har i dag afleveret 1 kvie, samt en ko med kalv til Kim Drejer i Ålbæk.

Vi ønsker dem held og lykke med disse 3 Charolais hundyr.

Diva har fået kalv

Diva fik i dag en kviekalv. Hun fik den selv, så alt er godt. Kalven vejede 45 kg. og skal hedde Bloksdal Hiva.

Generalforsamling

Kristina og Karsten var i dag til generalforsamling i Danmarks Charolaisforening. Det var for os en dejlig dag, som forløb planmæssigt. Der var en god stemning og medlemmerne hyggede sig i hinandens selskab. Vi vil gerne ønske tillykke med genvalg til Søren og Flemming. Det var et godt arrangement arrangeret af Region Øst.

Bloksdal Charolais havde den store ære at få vores ko Bloksdal Unni VB kåret til årets avlsko i Danmarks Charolaisforening. Hun er efter Gabslund Pondus og Grønstedet Flance -ET. Unni har fået 6 kalve, som alle vejer mere end gennemsnit. Hendes tyrekalve er alle solgt til avl. Flere af afkommet har været på dyrskue og har fået 23 point og været holdvindere. Unni har også selv været på skue flere gange og ligeledes fået 23 point.