Inseminering

Flere af de hundyr der fik kalv sidste efterår og vinter, er blevet insemineret. De er nu klar til drætighedsundersøgelse, og vi kan med glæde konstatere at vi har fået fire drægtigheder ud af lige så mange muligt.
Tyrene som er brugt er de to på billedet; Heracles M, Utrillo-BP også Onedream P.
Der er kun brugt fire sædstrå til disse drægtigheder, der skal derfor også uddeles store roser og tak til inseminørene, Ole Kjærgaard Simonsen og Alice Amdi-Christensen.

Årets første kalv

I weekenden har vi fået årets første kalv.

Kalven er efter Bloksdal Special Lady (Bloksdal Matador -ET V.B. x Bloksdal MiLady). Special Lady er faktisk ret speciel for os, hun har allerede opnået de magiske 24 point på flere dyrskuer hele fire gange.

Hun fødte selv den 42 kg tunge kalv, der er en kviekalv efter Lorsini (Agronome x Instance). Kalven får nr. 432 og skal hedde Bloksdal Victoire.

Endnu et åbent hus

Igår afholdte vi åbent hus ifm. kødkvægs dag. Det var en god dag med 25-30 fremmødte. Vi vil gerne sige tak til DLG og LandboNord for PR materiale samt de fremmødte for nogle hyggelige timer med godt samvær.

Året der gik 2023

2024 nærmer sig med hastige skridt. Vi vil her på Bloksdal gerne kigge tilbage på året 2023, og komme med en lille beretning herom.

Vi har i år deltaget på tre dyrskuer og fået fem ærespræmier. Ærespræmierne er blevet tildelt disse fem forskellige dyr, hvilket vi er meget stolte over og siger noget om kvaliteten i vores besætning:

– Bloksdal Mirabelle -ET (Vaillant x Anabelle)

– Bloksdal Rosabelle (Glasgow x Bloksdal Mirabelle -ET)

– Bloksdal Taurus (Neptune JC x Bloksdal Jelena)

– Bloksdal Special Lady (Bloksdal Matador -ET V.B. x Bloksdal Milady)

– Bloksdal Opal (Cristal-DK x Bloksdal Hæmatit) med kalv efter Bloksdal Matador -ET V.B. (Vaillant x Anabelle) Første ærespræmie blev tildelt på dyrskuet i Hjørring i juni måned, hvor Mirabelle fik ærespræmie. Næste skue var Landsskuet i starten af juli måned. Her gik det ligeledes godt for besætningen, bedst dog for datter af Mirabelle (Bloksdal Rosabelle), der fik en samlet placering som nummer fem og anden bedste kvie på Landsskuet 2023. Afslutningsvis var der Kimbrerskuet i oktober måned hvor Taurus, Opal og Special Lady alle modtog ærespræmie. Bedst gik det for Special Lady, der også vandt prædikatet skuet bedste hundyr.

Foruden dyrskuer har vi solgt en hel del dyr både til slagt og til levebrug. Vi har solgt seks dyr videre til levebrug, mens vi har slagtet seks dyr. Vi vil gerne sige tak til både aftagere af kød, som er købt privat direkte fra slagteri, samt købere af levende dyr.

Vi har i år fået 13 kalve på 12 kælvninger. Vi ønsker fortsat at slanke vores besætning og har derfor løbende dyr til salg, hvorfor interesserede og besøgende altid er velkommen.

Vi har i det snart forgangne år afholdt to åbent hus med samlet over 125 besøgende. Vi planlægger at afholde endnu ét åbent hus sammen med Dansk Kødkvæg først i det nye år (d. 6 januar 24 kl. 10-16 red.), hvor besøgende er velkommen.

Vi har i skrivende stund over 700 følgere på Instagram og 2000 på facebook. Vi er glade for og stolte over, at I vil følge med i vores arbejde med de skønne hvide dyr.

Afslutningsvis vil vi gerne sige tak til alle andre gæster og besøgende vi har haft her på gården, men også folk vi har mødt rundt omkring på diverse skuer og i andre forbindelser.

Vi ønsker alle et Godt Nytår

Solgt på under én uge

For en uge siden lå vi et opslag på de socialemedier omkring salg af en ung ko med kalv. 

Koen og kalven er Bloksdal Sallé Star (Bloksdal Matador -ET V.B. x Bloksdal Olympia) med hendes kviekalv Bloksdal Unique Star efter Sapristi (Laurel x Nature), vi ønskede nemlig at sælge dette sæt.

Efter flere henvendelser fra interesseret købere, kan vi nu fortælle at hun er solgt til Casper Poulsen fra Frederikshavn.

Vi håber, at Sallé, Unique og Casper bliver et godt match, ønsker held og lykke og siger tak for handlen.

Kalve boom

I den seneste tid og vi fået en del nye kalve, og i mandags kom der endnu én, årets sidste. Denne gang var det Bloksdal Sallé Star (Bloksdal Matador -ET V.B. x Bloksdal Olympia), der fik kalv. Sallé Star er en middel størrelse ko men med et godt racepræg. Hun har en spændende afstamning med bl.a. Bloksdal Linux -ET V.B (Bourgogne x Une Fleur) som morfar. Både Linux og Matador er købt som embryoner hos Elevage Sallé charolais i Frankrig og har begge vist deres værd ved at avle flere fløjvindere for os.

Sallé Star fødte selv den 32 kg tunge kviekalv let og uden hjælp. Kalven er efter Sapristi (Laurel x Nature) og skal hedde Unique Star og får nr. 431.

Vi har besluttet at vi pga. for mange dyr ønsker at sælge dette sæt, så mangler du en ung ko med god afstamning og en kvie kalv ved siden, kan sættet købes.

Bloksdal Piña Colada har kælvet

I sidste uge fik vi endnu en ny kalv. Denne gang var det Piña Colada (Bloksdal Linux -ET V.B. x Bloksdal Liqueur) der fik kalv. Piña Colada er en ung ko fra 2019 der allerede har oplevet meget. Sidste gang fik hun tvillinger, Thor og Tuborg som hun selv passede flot og tilbage i 2022 blev hun bedste kvie på Landsskuet.

Denne gang har hun fået en enkelt kalv efter  den berømte Major (Berlioz x Charmille). Kalven der er en tyrekalv på 52 kg fødte hun selv.

Kristina har besluttet at den skal hedde Bloksdal Underberg V.B. (430)

Endnu en avlstyr solgt

Vi har i dag leveret Bloksdal Tarzan P (Iceberg PP x Bloksdal Miva) til hans nye ejer Christian Hoeck i Sønderjylland.

Miva har tidligere avlet gode polled tyrekalve, eksempelvis Bloksdal Ronaldo P (efter Japon Sc), som vandt titlen skuet bedste yngre tyr på Kimbrerskuet i 2021.

Tarzan er efter en homozygotisk pollet tyr fra Frankrig, ved navn Iceberg PP. Han skulle avle et godt temperament og nogle lette kælvninger. Temperamentet er i hvert fald i orden, så vi håber, at Christian og Tarzan bliver et godt match, ønsker held og lykke og siger tak for handlen. Vi har fortsat få avlsdyr tilbage til salg. Er du interesseret så tjek fanen “dyr til salg eller ring på telefon (+45)51714574.

Tuborg solgt

Vi har solgt Bloksdal Tuborg P V.B. (Gustav av Skalltorp x Bloksdal Piña Colada). Han er solgt til Hans Thomsen, Læsø.

Tuborg er en meget rolig polled tyr med en spændende fremtid. Hans far har lavet nogle letfødte og hurtig voksende kalve, mens hans mor har en masse fransk blod i årene og bl.a. har vundet prædikatet Danmarks bedste kvie i 2021.

Vi håber, at Hans og Tuborg bliver et godt match, ønsker held og lykke og siger tak for handlen.

Alle dyr på stald

Det pludselig opstået kolde vejr i Danmark, har gjort at vi naturligvis har måtte tage alle dyr på stald. Det er cirka én måneds tid tidligere end vi har gjort de senere år. Vi burde dog heldigvis have foder og strøelse nok til foråret.